Opstillinger, landskaber, menneskefigurer og malerier med surreelle overraskelser.
Inger Mette Jepsens billedverden spænder vidt.
Én ting binder de forskellige genrer sammen: farven. Her er tale om en forkærlighed for varme og rene farver. Farver, man i princippet kan kalde egenfarver, men Inger Mette Jepsen skruer i den grad op for gløden og intensiteten, at det er tydeligt, at der her er tale om kunst. Ikke en fotografisk gengivelse af virkeligheden.
Malerierne ligner de fænomener, objekter og landskaber, vi kender, men et skær af noget anderledes og magisk sniger sig ind. Ikke ulig den måde, H.C. Andersen skriver på i sine eventyr. Det velkendte udsat for digterisk fantasi. Døde ting, der bliver levende. Uventede begivenheder, der sker bag hverdagens facade.
Det virker således ikke tilfældigt, at Inger Mette Jepsen bruger H.C. Andersen i sit maleriske univers. Vi ser den standhaftige tinsoldat og balletdanserinden spærret inde i hver deres flaske, danserinden forgæves hamrende på glasset for at få opmærksomhed. Ved siden af marcherer krabber uinteresserede forbi på stranden. I et andet maleri ser vi H.C. selv. Hans butterfly er forvandlet til to strandskaller, øjnene hviler på robåde, næsen er Den lille havfrue med stråhat, og baggrunden, der skinner gennem forfatterens ansigt, er et havlandskab med bjergkæder rejsende sig på den fjerne lyst. Et eventyrligt portræt af eventyrforfatteren.
Den samme magiske stemning hersker i ”Provence”. Dybe lilla og varme okkerfarvede toner farver lavendlerne og bjergene i baggrunden. For ligesom at understrege, at dette ikke er et fotografi, har Inger Mette Jepsen drejet og tiltet perspektivet, så maleriet synes at skråne ned mod venstre. Ikke-naturalistiske er ligeledes husene og landskabet, der i deres forenklede og stiliserede form bringer minder om ungrenæssancen. Tusmørkestemningen bidrager til den varme og mættede atmosfære.
Hjemme på dansk grund er pærerne og forårsblomsterne i de musselmalede æggebægre også blevet udsat for farveintensivering. Violerne, vintergækkerne og erantisserne stråler på den mørkt farvede baggrund, mens de gulrøde pærer svulmer af saft og lyskraft, koloristisk kontrasteret af de grønne blade.
I det sidste billede er situationen vendt på hovedet. Her har den fiktive karakter, Harlekin, smidt masken, og Inger Mette Jepsen viser os skuespilleren i det farvestrålende kostume, der efter endt forestilling sidder og funderer over stykket og, ud fra ansigtsudtrykket at dømme, livet selv. Et yderst raffineret, tankevækkende og følsomt maleri.
Jo, Inger Mette Jepsen har mange strenge at spille på, men i alle malerierne genkender man samtidigt essensen i hendes poetiske og magiske blik på sin omverden.
Tom Jørgensen – Bogen 101 Kunstner 2025/26
